Fotopapir

I vores sortiment af Ilford fotopapir kan du finde et væld af forskellige typer af fotopapir. Når du vælger dit fotopapir skal du tage stillling til overflade, vægt, tykkelse og hvilken kvalitet du ønsker. Til almindelig dagligdagsprint af feriebilleder, familiefester og billeder af børnene er de klassiske fotopapirstyper som glossy, pearl, lustre og satin de mest brugte og det billigste alternativ. For dem der ønsker et mere kunstnerisk look, højere billedkvalitet og kraftigere papirstyper er Ilfords Fineart bomuld og Baryta papirer også at finde her.     

16 varer

Faldende orden
pr. side

Med det brede udvalg af forskellige typer af fotopapir der er tilgængeligt i dag, kan det være en jungle at vælge det rigtige papir. Vi vil derfor prøve at guide dig i den rigtige retning, og forklare lidt om forskellen på de forskellige typer af fotopapir. I sidste ende er valget af fotopapir dog i høj grad et spørgsmål om smag og behag og hvilket kunstnerisk udtryk man foretrækker.

Der findes grundlæggende to typer af fotopapir:

De mest almindelige typer af fotopapir såsom glossy, lustre, pearl, satin og metallic bliver ofte betegnet som fotopapir eller RC fotopapir, hvor RC står for resin-coatet.

Udtrykket RC-papir stammer helt tilbage fra de gamle dage med mørkekammer og fremkaldervæske, og er overført til nutidens moderne blækprintere. Stort set alle de resin-coatede papirstyper er fremstillet på en base af træfibre som er indkapslet i to lag plast-polyethylen, som derefter er coatet med en blæk-modtagelig emulsion. RC fotopapiret findes i forskellige kvaliteter og tykkelser, og er generelt den billigste og mest solgte type fotopapir på forbrugermarkedet. Det leverer et bredt tonespænd, en høj kontrast og stor skarphed og er derfor velegnet til en lang række af motiver. RC-fotopapiret er perfekt til almindelig dagligdags print af familie og feriebilleder og bruges ofte af portræt- og bryllupsfotografer.

Vær opmærksom på, at jo blankere overflade dit fotopapir har, jo tydeligere ses billedeffekter som eksempelvis støj, artefakter, støvpletter på sensoren og pixelering som følge af lav opløsning. Resin-coatet fotopapir er ofte mere modstandsdygtige over for væskesprøjt og ridser end de matte fotopapirstyper.

De matte fine-art fotopapirstyper er for dem der ønsker den højest mulige kvalitet af deres print, og bruges ofte af fotografer og kunstnere. Fine-art fotopapiret kan opdeles i undergrupper efter hvilke materialer de er produceret i.

 

Cotton Fiber Fotopapir:

Bomuldspapiret er den dyreste af de matte fotopapirstyper, men leverer også den højeste billedkvalitet. Denne type af fotopapir betegnes ofte som 'rag' fotopapir (cotton-rag eller photo-rag) og henviser til at fotopapiret hovedsageligt er produceret af rent bomuld. Rag betyder klud, og i de gamle dage blev faktiske klude brugt til at lave denne type fotopapir.

 

Alfa Cellulose Fotopapir:

Disse matte fotopapirer består af en papirmasse fremstillet på træ, som har gennemgået en avanceret proces, hvor uønskede materialer såsom syre og lignin er blevet fjernet. Lignin er en organisk forbindelse, der findes i planters cellevægge, og tjener som en lim, der holder cellulosefibrene sammen. Hvis lignin imidlertid ikke fjernes, vil nedbrydning og gulning af papiret finde sted over tid. Alfa-cellulosepapir er billigere end 100% bomuldspapir og har en mindre robust fornemmelse. Betegnelsen alfa-cellulose bruges til at skelne disse fotopapirer fra det rene bomuldspapir, der også indeholder cellulose.

Udover de to klassiske typer af fotopapir, findes der i dag også en tredje kategori: Baryta Fotopapir

Udtrykket baryta kommer fra den kemiske forbindelse baryt (bariumsulfat), som er et naturligt forekommende mineral, der tilsættes fiberpapirbasen. Tidligere blev det brugt til at blege papirer, give refleksionsevne og tjene som en base for den lysfølsomme emulsion på fotopapirer. De kraftige Baryta papirstyper har alle en distinkt kemisk lugt hvilket skyldes baryt-belægningen.

De moderne blæk-kompatible baryta fotopapirer har alle en fiberbase af enten bomuld eller alfa-cellulose, hvor baryt-belægningen sørger for en glat reflekterende overflade. Baryta fotopapiret leverer flotte fotografiske print med utroligt dyb sort, et bredt farvespænd, høj kontrast og skarphed og bløde toneovergange. Disse fotopapirer er perfekte til sort/hvid billedprint.

På grund af forskellene i, hvor let blæk optages af og spreder sig ud på disse papirer, såvel som de specifikke belægninger, der anvendes og overfladeteksturer, er det vigtigt at vælge den rigtige type sort blæk til de forskellige papirstyper. De foto-sorte og mat-sorte blækfarver har hver især forskellige formuleringer og er specielt konstrueret til at kompensere for forskellene mellem mat og almideligt resin-coatet fotopapir.

Vægten på fotopapir angives i gram pr. kvadratmeter (gsm) og papirtykkelse(caliper) i mils eller mm, og der er ikke nødvendigvis sammenhæng mellem papirets vægt og dets tykkelse. Papirvægt og -tykkelse er ofte hvad der adskiller Fine-art fotopapiret fra det noget tyndere og mere plastik-agtige resin-coatede fotopapir med glossy, satin eller pearl-overflade.

De forskellige fotopapirstyper findes som sagt med et væld af forskellige overflader der dækker alt fra super-blanke til hel-matte papirstyper med grov overfladestruktur. Hvilken type du skal vælge er nok i høj grad et spørgsmål om hvad du selv foretrækker, og hvilket type billede du skal printe, og den nemmeste måde at få svar på dette, er at printe det samme billede på forskellige papirstyper.

Blandt vores udvalg finder du en "Discovery-pakke” fra Ilford med flere forskellige fotopapirstyper, der måske kan hjælpe dig, med at finde det rette fotopapir. På Ilford´s hjemmeside kan der downloades ICC-farveprofiler til udvalgte printere fra Canon, HP og Epson, hvilket forbedrer billedkvaliteten på dine hjemmeprint. Kan du ikke finde farveprofiler til din printermodel, har Ilford lavet en guide til de optimale printerindstillinger alt efter hvilken type fotopapir og printer du har.

ICC-Profiler kan downloades HER

Guide til Print uden ICC-profil HER

Viser butikker tættest på